torsdag den 18. december 2014

Samtale, antropologi og feltstudie!

Det har kriblet i fingrene, så nu er vi endelig tilbage!

Samtale/dialog

Denne gang har vi arbejdet med anerkendende samtaler/dialoger og forskellige former inden for dette. Det har blandt andet været noget så basalt som den formelle og uformelle samtale, hvor den formelle skal forstås som den "aftalte" samtale/møde, mens den uformelle kan være den spontant opståede samtale. Også mere grundlæggende tiltag til en god dialog har været en del af læsningen. De vigtigste ingredienser til den gode dialog er selvrefleksivitet, selvafgrænsning, at lytte, anerkendelse, forståelse for den anden, bekræftelse, åbenhed og nysgerrighed --> dette fører hen mod anerkendende pædagogik.

Uddybning af begreber 

Selvrefleksivitet går mere specifikt ud på at se sig selv fra et meta-plan, så man er i stand til at forholde sig til det man selv har forstået, for så derefter at kunne forstå andre mere objektivt.

selvafgrænsning drejer sig om at kunne skelne mellem den andens oplevelse eller følelser og sine egne oplevelser eller følelser

Vi kan lytte på forskellige måder, og der er mange forskellige lyttepositioner, som man kan indtage. Det er f.eks. at lytte empatisk og følsomt, hvilket man også kan sige er en vigtig del i det at være anerkendende.

En anden samtaleform er den ikke-vidende position, hvor den professionelle indtager en uvidende position, hvor barnet/brugeren bliver eksperten i samtalen. Her er den professionelle nysgerrig og bør stille undrende spørgsmål, som viser barnet/brugeren at man har en oprigtig interesse i dem. Den professionelle skal her lægge sin baggrundsviden, ideer og holdninger væk, for derved at fremme en ligevægtig dialog med barnet/brugeren, og fremme brugeren/barnets ressourcer og ideer.

Antropologi og feltstudie

Siden sidste indlæg har vi også arbejdet med antropologi. Antropologi går ud på at undersøge kulturer og kulturforskelle, på en så neutral måde som muligt. Dog vil det aldrig være muligt at være fuldstændig objektiv, når man laver antropologisk arbejde, da du altid vil have din habitus med dig. Antropologi er mere end bare passive observationer, man skal opleve, iagttage, spørge ind, og være til stede med alle sanserne. Der er 3 forskellige observatørpositioner man kan befinde sig i: 1.iagttagerpositionen, hvor man er mere observerende, 2. Deltagerpositionen, hvor man er deltagende på lige fod med f.eks. de børn man arbejder med, 3. Den iagttagende deltagerposition, som er en position hvor man veksler mellem at være observerende og deltage i samspil med børnene.   

Vi skal på den anden side af nytår selv ud og "lege" antropologer i en DUS, så derfor er vi begyndt at overveje de forskellige typer interviews og metoder der er anvendelige. Vi vælger den kvalitative interviewform, hvor man er mere dybdeborende i sit arbejde. De forskellige former for interviews inden for det kvalitative er fotointerview, tegneinterview, historie/fortællinginterview, gående interview og case-baseret interview.

Indtil videre har vi ikke fastlagt os på nogen interviewform endnu, da der stadigvæk er nogle ubekendte faktorer, idet vi ikke er klar over antallet af børn, samt alder. I næste indlæg vil vi skrive om vores eventyr som antropologer i en DUS. Herfra siger Pernille, Kristina, Signe og Mads glædelig jul og godt nytår! 

To be continued.........






Ingen kommentarer:

Send en kommentar